• Trumps toldtrusler ryster finansmarkedet. Aktiechef guider dig med investeringsråd

    Source: BDK Finans / 18 Mar 2025 12:18:52   America/Chicago

    Ny dag, ny toldtrussel. Nogenlunde sådan har det været, siden Donald Trump i januar igen rykkede ind på Det Ovale Kontor i Washington, D.C. Men lige så hurtigt og skarpt Trumps toldkanon skyder, lige så hurtig er han til at trække i land. Og det kan være svært at finde hoved og hale i det hele, når Trump skyder løs. »Melodien fra Det Hvide Hus kan virke, som om den er gået i hak. Hver dag er der nye trusler mod nye lande eller varegrupper om told og sanktioner. Så hvad skal man som investor gøre i dette røgslør?« spørger aktiechef i Sampension Philip Jagd. Det mener han, at der kan være flere bud på. Første tegn på faldende tiltro For det er ikke mere end en uge siden, at Trump meldte ud, at han ville fordoble tolden på import af stål og aluminium fra Canada. Men senere samme dag blev denne fordobling taget af bordet. Kort efter var det Europa, som igen stod for skud. En straftold på 200 procent på europæisk vin, champagne og andre alkoholiske drikke, hvis EU ikke fjerner tolden på europæisk import af amerikansk whisky. »Alt det her betyder, at usikkerheden og støjen forstærkes. Sigtbarheden nedsættes, og tiltroen til fremtiden kan få et hak. Hvor stort det hak så bliver, vil tiden vise,« siger Philip Jagd. Og de første indikationer tyder på, at det kan blive et ordentligt hak. I fredags kom der tal for forbrugertilliden i USA, og det var grum læsning. Det var især forbrugernes forventninger til fremtiden, der blev banket i bund. Kun 13 gange før de seneste 50 år er forbrugernes forventninger til fremtiden faldet så meget på en enkelt måned som i marts. Det var især forventningerne til husholdningernes egen økonomi og arbejdsmarkedet, som trak ned. Også forventningerne til aktiemarkedets udvikling fik et hak i tuden. Til gengæld bragede forventningerne til inflationen i vejret, så den over det kommende år forventes at ligge på fem procent. Men i forbrugertilliden trækker det markant ned. I Jyske Bank fortæller senioraktiestrateg Michelle Nørgaard, at usikkerheden også forventes at ramme virksomhederne. »Trumps skiftende toldmeldinger gør det jo ikke kun svært for investorerne, men også virksomhederne, at finde ud af, hvordan man skal forholde sig. Det betyder også, at vi kommer til at se, at virksomhederne vil holde igen med investeringerne,« siger hun. Sæt tempoet ned Det er alt sammen noget, som aktiemarkedet ikke kan lide. »Derfor bør man som investor alt andet lige kræve en større risikopræmie og altså lavere pris for at købe en given aktie, når usikkerheden er større. Det gælder den fremtidige indtjening i virksomhederne, men også økonomiens sundhed og renteniveauet generelt,« siger Philip Jagd. Det er allerede synligt i analytikernes forventninger til den fremtidige indtjening hos de amerikanske selskaber. Ifølge Bloomberg forventer analytikerne nu en indtjeningsvækst på ti procent i S&P 500-selskaberne i år. Den var så sent som i starten af januar på 13 procent. Og ifølge investeringsdirektør i amerikanske BMO Wealth Management Yung-Yu Ma vil analytikerne med stor sandsynlighed fortsat nedjustere, så indtjeningsforventningerne for året lander lidt under ti procent. Det skriver Bloomberg. Derfor kan det ifølge Philip Jagd give mening at tage toppen af risikoen på ens investeringer. »Den logiske konsekvens af den lavere sigtbarhed er at sætte tempoet lidt ned i sin portefølje – altså have lidt færre aktier og lidt flere kontanter. For ikke engang obligationer kan sige sig fri af risiko fra den politiske usikkerhed,« siger Philip Jagd. I Jyske Bank fortæller aktiestrateg Michelle Nørgaard, at usikkerheden i aktiemarkedet er en god anledning til at foretage et servicetjek af ens investeringer og se, om blandt andet tidshorisont og risikoprofil fortsat afspejler den investor, man ønsker at være. Hun ville dog være påpasselig med at hive penge ud af markedet. »Især de amerikanske aktier er allerede faldet ret meget, og det kan jo pludselig vende og gå hurtigt den anden vej. Så der ville jeg hellere se på, hvordan mine investeringer er sammensat, og overveje, om jeg skal købe flere af dem, jeg ikke har så mange af,« siger hun. Hun fortæller, at man med fordel kan kigge mod de defensive aktier, som typisk klarer sig uden større udsving i perioder med økonomisk og politisk usikkerhed. Det er eksempelvis sundheds- og fødevarevirksomheder. Dem er der mange af i Europa og Danmark, og derfor anbefaler Jyske Bank også at kigge mere mod netop de europæiske aktier. Denne type aktier kan vinde – og det vil sende penge ud af USA Men én aktietype har nydt særlig godt af den øgede usikkerhed, som Trump-administrationen har medført. Nemlig de såkaldte valueaktier. Det er aktier, hvis fundamentale værdi er højere, end hvad aktiemarkedet på nuværende tidspunkt vurderer dem til. Med andre ord: undervurderede aktier. Og ifølge aktiechef Philip Jagd har de »stjerneperformet« i år. »Det er ikke usædvanligt, at valueaktier klarer sig godt, når usikkerheden stiger. Medmindre klarhed om fremtiden stiger interessen i værdi her og nu frem for en mulig værdi i fremtiden. Hellere have en fugl i hånden end ti på taget, om man vil,« siger han. MSCI World Enhanced Value, der består af aktier, der inden for deres sektor er mere rimeligt prisfastsat, har i årets første tre måneder klaret sig langt bedre end det brede MSCI World. »Det viser værdien af at være tålmodig og fokuseret på den underliggende værdi i de selskaber, som man investerer i. Også når markedet i perioder ikke går så meget op i det. Lige pludselig kommer fornuften tilbage,« siger Philip Jagd. Men selvom valueaktierne allerede er steget, ser aktiechefen fortsat potentiale i dem. »Lidt paradoksalt kan Trumps tumultariske politik øge investorernes fokus på valueaktier, hvilket vil tendere at sende penge ud af USA, fordi en krones indtjening i USA koster omkring 50 procent mere, end den samme krones indtjening koster i resten af verden,« siger han og tilføjer: »Man kan også prøve heldet med at finde selskaber, der drives af selskabsspecifikke forhold mere end makroforhold. Men det er nok ikke alle, der slipper succesfuldt afsted med den øvelse. Især ikke hvis de skal gøre det mange gange i træk, og slet ikke når »toldtrompeten« spiller lystigt videre og inden længe starter på et nyt nummer,« siger Philip Jagd. https://www.berlingske.dk/aktier/trumps-toldtrusler-ryster-finansmarkedet-aktiechef-guider-dig-med
Share on,